At være guide midt i en Corona-pandemi

I løbet af de seneste 4 måneder har et hav af tanker passeret mit hoved og ærligt, så er det svært at finde rundt i dem. Finde ud af hvad præcis man tænker og mest af alt føler i denne særprægede og uforudsigelige situation. Jeg er selvfølgelig klar over at jeg ikke er Pelle alene i verden og vi alle er ramt på den ene eller den anden måde og nogle værre end andre, så samtidig skal man huske på at være taknemmelig og det har jeg også brugt mange kræfter og energi på. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at følgende kommer at omhandle mig, min situation og min tid som guide under Covid-19 og tiden efterfølgende 🙂

Da Covid-19 brød ud befandt jeg mig i Thailand, nærmere Khao Lak. Som altid forsøger jeg at følge med i nyhederne så jeg ved hvad der foregår derude i verden, men også hjemme i Danmark. Derfor kunne jeg både gennem nyhederne hjemmefra og via mit arbejde i en international virksomhed selvfølgelig følge med i udviklingen efter første udbrud. Vi alle spottede selvfølgelig at en Corona-virus havde brudt ud i Kina og man gik en smule og rystede på hovedet og tænkte amen altså, har de ikke snart lært – da man først mistænkte virussen havde opstået ved lokale markeder som langtfra opfylder det vi vil tolke som hygiejne og sanitetsregler herhjemme. Hver dag steg antallet i Kina og restriktioner og nedlukningen blev en virkelighed for dem. Selv om jeg befandt mig i Asien var det på daværende ikke en realitet eller en reel tanke at det ville bryde ud og ramme os eller sågar Europa. Hvert fald ikke så hurtigt som det til sidst rent faktisk gjorde. Vi fortsatte vores daglige arbejde og ydede den service vores gæster havde betalt for og forventede sig – i princip var alt helt ved det normale, for os. Langsomt begynde virussen dog at sprede sig, faktisk hurtigere til Europa end til Thailand. Og rejse-vejledninger begyndte så småt at få restriktioner, hvilket vi fulgte med i på tæt hold, da vi selvfølgelig har et ansvar både overfor gæster, men også hinanden som er rejst ud for at udføre et arbejde. Men igen, var alt stadig helt normalt, bortset fra nogle af os inklusive jeg selv som deltog i flere møder – egentlig mest for at følge udviklingen og have strategier klar og svar på eventuelle spørgsmål som kunne fremkomme. Især spørgsmål fra rejsende gæster, som lige var ankommet til Thailand og hvor virussen efterhånden var startet så småt i Europa og de respektive lande for vores gæster.

I Marts måned rejste jeg hjem til Danmark for et kort ophold inden jeg skulle have rejst til Mallorca på konference. Desværre, men helt forståeligt blev denne aflyst blot et par dage inden startskuddet for det som normalt er et par utroligt intense, lærerige og hyggelige dage for os. For indenfor ganske få dage havde Corona virkelig fået sit greb i hele verden og var nu en global pandemi. Jeg nåede akkurat at rejse tilbage til Thailand og til mit team før grænselukninger og rejse-restriktioner blev en realitet. Og jeg er glad for at jeg nåede det, så jeg kunne være der sammen med mit fantastiske team som virkelig gjorde et utroligt stykke arbejde og så vi kunne sikre os gode oplevelser og forhold for vores gæster. Fra den ene dag til den anden blev der for os i Thailand også indført restriktioner. Vores arbejde tog en stor drejninger og komplicerede vores daglige gang og hurtigt skulle vi lave nye planer osv. for stadig at kunne opfylde vores gæsters forventninger, levere god service og underholdning og i den grad nu også fokusere på at vaske og desinficere alt. Tro det eller ej, under omstændighederne var alt stadig roligt og fredeligt i Thailand, der kunne jeg virkelig mærke forskellen fra Danmark og Thailand eftersom jeg lige havde været hjemme. Derhjemme så man nærmest frygt i folks øjne, folk som hamstrede supermarkeder osv. I princip forstår jeg godt “frygten”, men samtidig gik folks gode forstand og næstekærlighed også lidt tabt rundt i krogene til at begynde med, synes jeg. Hver eneste dag i Thailand ændrede tingene sig gradvist, mest på baggrund hvad der skete i Europa. Da der på det tidspunkt endnu ikke var nogle specifikke restriktioner osv fra de lokale myndigheder i Thailand, var det vi kunne gøre at følge myndighederne fra de respektive lande af vores gæster. Jeg må indrømme at vi havde stort set kun med glade gæster at gøre og dem som var “bange” eller gerne bare ville hjem, forsikrede vi med god service on spot. Endnu engang kan jeg kun sige, jeg var SÅ stolt over mit team som stod sammen, støttede gæsterne og især hinanden. For da udviklingen virkelig satte i gear og vi begyndte at sende vores gæster hjem før tid grundet myndigheders opfordringer, grænsekontroller og nedlukningen stod jeg og mit team endnu engang i en helt ny situation vi aldrig har oplevet eller håndteret. Vi arbejdede på højtryk – virkelig! I en sådan situation er det eneste vi kan gøre, at være professionelle og yde overfor vores gæster. Som guide er det vigtigste ALTID ens gæster og man sætter sig selv til side, så selv om man måske selv er bekymret, undrer sig, eller er træt på at blive skældt ud af sure/trætte/irriterede gæster, så har vi simpelthen lært at opretholde en facade (på den positive måde – for vi er jo også bare mennesker) men i sidste ende ved vi hvor vigtigt vores arbejde er for at sikre kundens gode oplevelser og tryghed. Da vi begyndte at sende gæster hjem, fik vi dog også mange spørgsmål fra søde gæster om ikke vi også snart skulle få rumpen hjem, men til det var vores svar altid – når vi har sikret jeres hjemrejse, så kan vi rejse hjem til vores familier. Jeg lover jer, at mange gæster havde gode oplevelser med hvordan vi håndterede hele situationen, men samtidig vil der altid være nogle som er utilfredse og ved du hvad, det skal de have lov til. I sidste ende kom alle hjem, inklusiv mit team og mig selv. Jeg kom med et fly hjem til København d. 23 Marts. Og er du gal en omvæltning. I 5 år har jeg været vant til at planlægge og lukke en destination eller et hotel ned i løbet af nogle uger for derefter at rejse hjem i 3 dage og så videre. Men denne gang blev det helt og aldeles en anden oplevelse!

Vi lukkede i princip vores hotel på 2 dage. Og jeg tror først virkeligheden gik rigtigt op for mig da jeg sad på flyet på vej hjem, indtil da havde jeg været i en kapsel i 2 uger hvor jeg brugte størstedelen af døgnets timer på at arbejde, følge udviklingen og ændrer arbejds-metoder hver dag med coronavirussen som omdrejningspunkt. For da jeg sad på flyveren sammen med ca. 20 andre guider var det pludselig en tom følelse der ramte mig. Normalvis er jeg taknemmelig for den sæson jeg præcis har haft og de mange fede oplevelser og minder jeg har skabt mig i løbet af de seneste 6 måneder. Gearet på nu at skulle hjem og se familien og venner et par dage, tømme hovedet og pakke kufferten ud for at pakke den igen og gøre klar til at rejse ud på et nyt eventyr og en ny destination efter et par dage. Denne gang var tankerne byttet ud med total uvished. Jeg var absolut stadig taknemmelig for de sidste 5 måneder samt hundredevis af oplevelser rigere, men denne gang var afslutningen en hel del anderledes og jeg havde ingen idé om at de næste mange måneder skulle foregå i usikkerhed og en ny virkelighed.

I løbet af de seneste år hvor jeg har været ude som guide er jeg blevet stillet samme spørgsmål en million gange: “Skal du ikke snart vende hjem og få dig et rigtigt arbejde?” Og jeg har altid svaret det samme: “Jeg har et rigtigt arbejde, ligesom alle andre, blot et andet sted i verden under varmere sol og med lidt flere palmetræer”. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad folk som stiller dette spørgsmål tænker om mit fag, samtidig lader jeg altid disse spørgsmål flyde hen. For den erfaring og læring jeg har skabt gennem de seneste år har gjort mig rigere på så mange områder, viden, venskaber, oplevelser og uforglemmelige minder som jeg tror er svær både at forklare, men også at forstå for de som ikke har været i mit erhverv. Ja ja, så kan det godt ske at jeg ikke har en fin kandidat eller anden uddannelse på mit CV, men den erfaring jeg har opbygget er ekstrem! Trods det skal jeg lige hilse at sige at som guide bliver du nærmest uddannet  indenfor alt, bortset fra de almindelig arbejdsopgaver som at have styr på alt indenfor lufthavnen, transfer mellem hotel og lufthavn, give service, løse problemer, køre udflugter, sælge udflugter osv. Nej, her bliver man nærmest også læge med kendskab i alt fra  mærkeligt eksem på kroppen til brækkede knogler og endda mere akutte sygdomme, skadedyr-bekæmper, ekspert i insekter og andre dyr, naturvejleder, tandlæge, meteorolog, tekniker, rengøringsdame, it-nørd, øl & vin specialist, kok med speciale indenfor diverse allergier, politimand, barnepige, psykolog, parterapeut og jeg kunne blive ved i lange baner 😊 Alt dette selvfølgelig nævnt med ét stort smil. Én ting som jeg især forelskede mig i ved dette job var og er, at ikke én dag er ens og du bliver altid stillet for nye udfordringer. Men jobbet giver dig SÅ meget positivt og jeg er evigt taknemmelig og stolt af det arbejde jeg udfører i min rolle og hvad du er for dine gæster. For mig er dét at være guide ikke blot et arbejde, nej – tværtimod så er det en livsstil. Jeg elsker at stå op og gå på arbejde hver evig eneste morgen uden at vide hvad dagen bringer og hver dag bliver jeg en ny erfaring rigere. Selvfølgelig skal det hele ikke lyde som gule og grønne skove. Jeg er blot et menneske og jeg kan sagtens have en dårlig dag. Måske jeg har fået det forkerte ben ud af sengen, nogen har tisset på min sukkermad, jeg har ikke nået dagens gøremål, eller en gæst mener jeg er skyld i at deres kuffert ikke er ankommet og jeg er dermed jordens værste menneske og om ikke JEG har afleveret den indenfor 2 timer, så skal de nok sørge for jeg står med en fyreseddel i hånden imorgen. Det positive ved det er at man har så mange fede og fantastiske kollegaer som altid er der til at opmuntre og forstå én. Et arbejde eller en livsstil som jeg beskriver det som hvor ens kollegaer ikke blot er dine kollegaer. Men derimod bliver en del af din familie. Derudover kan man også fortælle langt og længe om de mange oplevelser man får sig i sin fritid, men det er i princip det min blog består mest af. I think you got the point – Hvordan det for mig er at være guide, men jeg kan engang skrive mere om det, så at i kan komme ind i hovedet på mig. Men sidder du derude, uanset alder og tænker. Wow, hvor fedt, det gad jeg SÅ godt jeg havde gjort. It’s NOT and NEVER to late. Asti afsted med dig ! Alle kan blive guide og det er netop det som er SÅ fedt, du er og bliver accepteret af alle og bliver lynhurtigt en del af guide-familien ❤ Jeg tog en 5-ugers guideuddannelse på Service & Co som jeg før har skrevet om, det kan du læse mere om her.

Men her sad jeg. I et fly. På vej hjem. Med tomme tanker og uviden om hvad fremtiden skulle bringe og værst af alt, ikke en beslutning jeg selv havde truffet, men verden er som den nu er og man må vælge at følge med og acceptere. Jeg er klar over at mange tusinde mennesker på den ene eller den anden måde blev berørt af corona-virussen på tilbage i Marts måned og jeg føler med alle, men husk nu handler det om mig og mine tanker. 😉 – for once, it’s all about me. Da jeg steg ud af flyet var virkeligheden i den grad en anden end den var 12.5 time rejse væk, i Thailand. Fuldt forståelse for de strenge regler om afstand osv. Men alligevel blev man mødt af råbene vagter og politi folk selv om ingen gjorde noget galt. Jeg sagde hej-då og farvel til min kæreste i flyet da vi fik besked på at så snart vi trådte ud måtte man på ingen måde have kontakt med andre. Og han skulle afsted mod Sverige. Øv, men sådan var det, i det mindste var vi ikke på hver sin side af jordkloden. Jeg satte mig i toget mod min hjemby i Jylland hvor det eneste jeg vidste skulle ske, var at jeg skulle hente en taske derhjemme og herefter tage 14 dage i isolation. En sød medborger havde et værelse på et motel jeg kunne låne. Jeg havde det faktisk svært med pludselig at skulle være alene og så i 14 dage. Jeg tør ikke at sige hvornår jeg sidst har været mig selv i SÅ lang tid. Ærligt, er det nok aldrig sket, da jeg altid er vant til at der er folk omkring og især som guide hvor der altid sker noget. Den første uge gik egentlig stille og roligt, jeg lavede nærmest ikke andet end at sove, spise, se film og serier, gå ture og læse. Faktisk viste det sig at være meget rart, at slå helt ned i gear, ikke bekymre sig om sine gæster, sine kollegaer, om telefonen skulle ringe, en ny email tikke ind i inboxen osv. Uge nummer 2 begyndte jeg at være utålmodig. Jeg er ikke god til ikke at lave noget, ikke have nogle projekter og ikke at skulle op og på arbejde. I løbet af disse uger på mine gåture gik jeg forbi min mormor og morfar et par gange og vinkede ind af vinduerne, min mor lavede mad til mig som min nabo kørte forbi med til mig. Så jeg havde det jo godt, samtidig gav det mig også mulighed for lige at rumme og sluge de sidste ugers intense arbejde og helt præcis forstå verdens-situationen.

Efter mine 14 dage var jeg selvfølgelig heldig at jeg gerne måtte komme hjem til min mor. Så var jeg i det mindste ikke alene om at skulle underholde mig selv. Dag for dag gik verden mere og mere i stå. Lande lukkede ned, der kom flere begrænsninger og ens hverdag blev forandret på et split sekund. Men alligevel synes jeg hurtigt man blev vant til de nye forandringer. Håndsprit blev en stor del af hverdagen, håndcreme efter at vaske hænder en milliard gange, gå i en stor bue udenom folk, holde afstand og virkelig tænke over om det nu også er nødvendigt at handle i butikken eller om man kan bestille online. Efter nogle uger havde jeg accepteret at der nok ikke blev en sommersæson lige nu og her, men man havde alligevel håbet oppe for at der pludselig skulle opstå et mirakel, at telefonen skulle ringe og at man ligeså vel kunne pakke sin kuffert og smutte afsted for at gøre det man virkelig elsker. Jeg har brugt mange uger i syd-sverige hos min kæreste og hans forældre. Det har været skønt at have nogle at lave noget med, dele sine tanker med og med en som forstår sig på hvordan man har det i denne nye situation, uviden om hvornår vi igen kan arbejde.

Jeg har været heldig ja. I det mindste har jeg i princip stadig et arbejde, jeg har stadig en kontrakt og bliver kompenseret. Og det er jeg bestemt evigt taknemmelig og ydmyg for da jeg ved at dette ikke er samme historie for alle, langt fra. Samtidig er det ekstremt hårdt at være ledig, jeg er IKKE god til det. At stå op hver morgen og egentlig ikke have noget specielt formål eller noget som skal gøres. Nogle dage er ekstremt lange og andre går hurtigt. Jeg har forsøgt at få ind rutiner i min hverdag, stå tidligt op, gået lange ture, trænet og fundet på forskellige kreative projekter og ikke mindst læst en masse bøger og lyttet til mine favorit podcasts. Jeg forsøger at være positiv så meget som jeg nu kan og tænke på noget andet. I det mindste gør det mig tosse-glad at se at min branche, nemlig rejsebranchen er begyndt så småt igen. Det fede er at være med på bagsiden og kunne se alt det forberedelse og arbejde som bliver lagt i for stadig at give vores gæster, som er de vigtigste i processen en god oplevelse trods nye omstændigheder og et hav af restriktioner. Vi må alle acceptere at det at rejse bliver helt anderledes i fremtiden, men huske på hvor heldige vi er at det overhovedet er en mulighed. Jeg forstår alle dem som ikke har lyst eller måske endda synes det er dumt at tage ud at rejse igen, men jeg forstår bestemt også dem som gør det. Så længe man husker det vigtigste! At vi stadig er i en corona-krise, følge lokale myndigheder, restriktioner og vejledninger, lytter til sin rejsearrangør, behersker sig, holder afstand og husker vores allesammen nye bedste venner: håndspritten. Og dette er og bliver en realitet lang tid frem og især hvis ikke alt det bliver overholdt. Jeg kan blive ekstremt ked af at se nogle billeder i nyhederne når flere hundrede beslutter sig for at den bedste idé som findes er at samles på gader og stræder, holde store fester osv. mister forstanden fordi man er så ivrig efter menneske-kontakt og “de gode gamle dage”. Husk nu fornuften.

Ej ej, meningen er langt fra at belære, men jeg tror vi alle har eller får lidt frustrationer i disse tider. 😊 Anyway, det handlede om mig og mine tanker. 4,5 måneder er der nu gået siden jeg kom hjem. Gud hvor vanvittigt egentligt. Tiden er både gået ekstremt hurtigt og uendeligt langsomt og fremtiden er stadig enormt usikker. Jeg står op igen imorgen og følger mine nye daglige rutiner og værdsætter hver dag og får det bedste ud af situationen.

Bortset fra det har jeg virkelig sat pris på den tid jeg har fået hjemme. Det er saft susme mange 0r siden jeg sidst har været hjemme i SÅ lang en periode. Det plejer at være 2-3 dage, maks én uge. Så det at kunne se familien igen, spise middage sammen og få lov at passe min nevø har virkelig været guld værd og jeg har elsket hvert minut. Samtidig grundet corona-virussen har det jo været en mærkelig tid. Først da landet havde lukket ned var man jo sjovt nok begrænset til at finde på ting man kunne gøre. Og da Danmark så småt begyndte at åbne har jeg alligevel ikke følt at jeg “bare” kunne hoppe tilbage i de gamle spor og gøre lige præcis hvad som passer mig. Det havde jo været nemt at gå på restaurant, café osv. Hver eneste dag – men for mig har det været rigtig vigtigt stadig at tænke både på mig selv, men også mit ansvar overfor andre. Det har jeg gjort ved at tænke mig om, holde afstand og vurderet hvad der virkelig har været vigtigt eller nødvendigt for mig. Lige nu er jeg hos min kæreste, men slut på ugen kører vi hjem til mig i Jylland for at møde min familie og fejre min mors 50-års fødselsdag og min nevø som bliver 2 år. Når jeg tænker over det er det fantastisk at jeg kan være med til at dele disse oplevelser med familien. 😊

Til sidst, tanker ud til alle dem som sidder i samme position eller som synes det har været lidt øv, eller lidt svært. Det skal nok gå ❤🌞

Tilføj gerne en kommentar hvis du har læst så langt og fortæl mig hvad du synes og om du kan lide at læse om mine beretninger.

Kram og hej 🙌❤️

Catmartens - Instagram