Velkommen til Gran Canaria

Turen går til Mexico

I November 2017 satte jeg mig på endnu en flyvetur. Denne gang én af mange time i et flysæde. Heldigvis havde jeg en mellemlanding, det synes jeg altid gør en stor forskel. Så har man mulighed for lige at strække benene og bevæge kroppen, inden man endnu engang slår sig ned i sædet. Dog er jeg blevet temmelig god til det med at flyve. Trods min mange årige flyangst har jeg bekæmpet dette med at sove 90% af turen væk. De få procent hvor jeg er vågen, der spiser jeg. Haha! Turen denne gang gik altså til Mexico. Jeg husker stadig det var med meget blandede følelser, jeg vidste ikke rigtigt om jeg glædede mig eller ikke gjorde. Året forinden havde jeg faktisk også fået tilbudt Mexico som min vinter destination, men takkede pænt nej tak og gav pladsen til en som virkelig gerne ville afsted. Mexico har aldrig været en destination hvor jeg har tænkt “Gud – der må jeg bare hen”. Tværtimod. Jeg tror også at det beror på de mange negative historier og de frygtelige billeder der bliver fremvist i bl.a. nyheder. Derfor har det for mig ikke været en speciel attraktiv destination. Men i 2017 da jeg endnu engang blev tilbudt at rejse afsted mod Mexico som Team Leader – ja, så takkede jeg sgu ja. Jeg tænkte lidt, “der må være en grund til at jeg bliver spurgt igen og igen”. Hvis man kender mig, så ved man også at jeg har svært ved at takke nej til nye oplevelser, udfordringer og eventyr – så selvfølgelig var jeg spændt på denne sæson i et helt nyt fremmet land og en ny spændende kultur at udforske, men jeg havde faktisk ingen forventninger til dette nye eventyr.

Én ting jeg var lykkelig for, var at jeg skulle bo og arbejde i området Playa Del Carmen som ligger i det turistområde kaldet “Riviera Maya” som for mig virkede til at være en del bedre og mere positivt end det måske velkendte Cancun. Jeg tror de fleste som tænker: Cancun, når de tænker Mexico som feriedestination. Cancun er en enorm by som er vokset sig rigtig stor gennem de seneste 20-30 år og dette takket være turismen, specielt fra Canada og USA. Når jeg tænker Cancun og som jeg tænker de fleste nok gør, så forestiller man sig en lang smal ø omgivet af det smukkeste hav – helt azurblåt.

Nå, men altså – velkommen til mit nye hjem i Playa del Carmen, godt og vel 70 km fra Cancun lige i midten af Riviera Maya regionen. En gammel fiskerby som nu også har udviklet sig til en by fuld af turisme, men hvor man virkelig kan mærke kulturen, spise autentisk mad, drømme sig langt væk på en solstol på de hvide sandstrande og tage et dyb i det krystalklare vand. Playa del Carmen er en temmelig enkel by at finde rundt i når først man har lært eller regnet ud hvordan gaderne er inddelt. Egentlig er den eneste gade man virkelig behøver at kende til den berømt 5th Avenue – det er her det sker og det skal jeg nok fortælle mere om! Som sagt er byen enkelt da gaderne går parallelt med stranden til hovedvejen således: 1st, 5th, 10th – op til 50th. Disse hedder Avenida/Avenues, den modsatte vej hedder: 2nd, 4th, 6th osv. Dermed er det altså virkelig enkelt at finde rundt og det positive er at selv byen egentlig ikke er “så” stor, så du kan nemt og enkelt gå fra den ene ende til den anden uden at skulle med offentlig transport. Når vi taler offentlig transport skulle jeg hilse at sige, for guds skyld – aftal prisen med chaufføren inden afgang, hvis ikke – ja, så tager de altså røven på dig.

Men tilbage til 5th Avenue, en lang gågade som jeg lærte at holde utrolig meget af. Selvfølgelig er det meste for turister i forhold til restauranter/barer/butikker osv. men den lokale charme formår stadig at trænge ind og følelsen af faktisk at være i et helt andet land præget af én kultur man ellers ikke kan sammenligne. Der sker altid noget på denne hyggelige gade. Interessante og kulturelle forestillinger popper op og gaden er så farvefuld at uanset hvor mange gange du har været her jamen, så er der altid noget nyt. I den ene ende af 5th Avenue finder man Fundadores Park, som ligger lige ved busstationen. Dette er et af de originale steder i Playa del Carmen og er fuld åbent for offentligheden og med tiden har fulgt udviklingen af byen og er blevet et rigtigt interessant sted at besøge uanset om du blot vil sidde og slappe af eller få nogle oplevelser med i tasken, for her sker der løjer. Her ligger blandt andet en lille hvid kirke som oftest bliver brugt til bryllupper, men især af de lokale på en søndag. Ellers det som jeg vil kalde lidt af et ikon som står ved stranden er en stor bronze figur “Portal Maya”. Denne fejrer Mayan kalenderen – som jeg skal forsøge at forklare én anden god gang, da vi her har at gøre med pænt indviklede forklaringer. Parken her er fuld af små madvogne som sælger alt du kunne tænke dig. Men mest populært er frugt som de skærer ud helt friskt og så får du det i en Cup-to-go. I midten er en plads, hvor der ofte er musiker, eller lokale dansere som performer – så man kan virkelig få et kulturelt spark. Det var sjældent jeg var på 5th uden lige at sidde her en god halv time og bare nyde tilværelsen. Min absolutte favorit har alligevel været “Papantla Dancers” også kaldet Voladores de Papantla. Oversat til pænt dansk, betyder dette egentlig: De flyvende dansere. Disse dansere flyvere nærmest bogstaveligtalt rundt om en 30 meter høj stang. De er 5 performere hvoraf 4 af dem med bundne fødder lader sig selv falde ud fra toppen mens de flyver rundt i cirkler til de igen rammer jorden. Den femte står på toppen, mens hand danser, spiller fløjte og tromme. En myte siger at dette ritual var skabt for at bede guderne om at afslutte en lang tørke. Denne forestilling foregår hver dag ca. 2 gange i timen. Man sætter sig altså blot på pladsen og afventer. Jeg lover det er et vanvittigt syn, men en kæmpe oplevelse jeg synes man ikke må gå glip af! Efter deres forestilling er det normalt at give dem en lille skilling. Rundt parken findes massevis af restauranter og butikker. Stranden er utrolig populær både for turister, men også de lokale. Man kan snild spendere en hel dag omkring denne plads og nyde solnedgangen og jeg lover dig, at der næsten altid sker en uventet optræden.

Lad os snakke om de kulinariske oplevelser i Mexico! Disse er noget af det bedste og jeg vil ligefrem påstå at det er værd at rejse til den anden side af jordkloden blot for at få rigtig mexicansk mad. Og hvis der nu sidder nogle og tænker – er hun dum?! Rejse så langt blot for mad, nej – så kom ned fra hesten igen, det gør jeg selvfølgelig ikke 😀 Men oftest når vi herhjemme beslutter os for at spise mexicansk til aftensmad, så betegner vi ofte dette måltid som enten nachos eller madpandekager med salsa og guacemole. Men det er  meget mere end blot det! Og jo, selvfølgelig kan den mexicanske hylde i supermarkedet da også noget. Jeg har efterhånden spist mexicansk og besøgt mange mexicanske restauranter når jeg har rejst, men selvfølgelig er intensiteten noget helt andet i det respektive land. Man kan sagtens få en god Spaghetti Carbonara i Grækenland eller sågar Danmark, men det mexicanske køkken er hvis du spørger mig en anden snak. Det mexicanske køkken er især kendt for sin kogekunst som indeholder en super intens og varierende smag. Variationerne af bl.a. spidskommen, chili, oregano, kanel, kakao og masser af koriander. Ad – koriander, det skulle jeg sørme aldrig have i min mad, jeg har altid synes det smager af sæbe, men enten så vænnet jeg mig til det eller også er deres koriander af anden smag ind det vi køber/gror herhjemme. Derudover benytter de sig af en mine nuværende ynglings, nemlig chipotle-jalapenoes som oftest bruges til en god salsa eller dyppelse. Udover et hav af spændende sammensætninger af intense krydderier er majs og bønner en essentiel ingrediens i køkkenet. Nogle af mine favoritretter er: Enchiladas som er flade majspandekager serveret med fyld, Tacos Arabes – typisk er dette svinekød i en god marinade grillet på spyd og herefter rullet ind i et fladt brød, tilsat lime, salsa, hakket løg og koriander (én lille hapser). Tostadas – én sand klassiker som er en friturestegt majspandekager serveret med fyld som bønner, ost, kød eller fisk og selvfølgelig guacamole. Guacamole tror jeg de fleste som elsker avokadoer elsker og jeg kunne specielt i Mexico spise det morgen, middag og aften hvis det skulle være. Det bedste er at du altså får en gigantisk skål og ikke det som herhjemme ofte er en spiseske 😀 På mange restauranter laver de faktisk guacamolen ved bordet, så du kan følge med i processen og testsmage, så den falder líge i din smag. Én af de bedste ting ved Mexico er at i supermarkedet køber du avokadoer som du køber løs-frugt hjemme. Mhh! Bare tanken om alle de fantastiske madoplevelser man kan få gør mig helt sulten!

Når vi taler om mad, så kan vi heller ikke komme helt udenom drikkevarer. Selvfølgelig drikker de øl, mange øl også Corona, men en øl som blev blandt mine personlige favoritter var en XX (Dos Equis). Noget som er sikkert når du rejser til Mexico, du kommer ikke udenom Tequila og nej! Ikke Sierra Tequila med den røde hat. Vi snakker rigtig Tequila. Sandheden er faktisk at en god én er beregnet til at blive nippet til og nydt, her skal man lede efter mærket som betyder det er 100% Agave. I princip er Tequila en mexicansk brændevin og lavet af saften fra blå Agave som er en plante udbredt især i Mexico. Mange har sikkert også hørt om Mezcal og forskellen er at Mezcal er fremstillet af andre Agavesorter en den blå, oftest ligger der en orm i bunden af flasken som man spiser når flasken er tom. Der ligger en stor process i at fremstille Tequilaen og jeg tør vædde på at spørger du en hvilken som helst lokal kan de fortælle om både dette og de mange forskellige typer som findes. Langs 5th Avenue findes der et Tequila-museum som er gratis at besøge inklusiv smagsprøver (ærligt, jeg husker ikke så meget af den information jeg fik fortalt) men er du vimmer hvor der virkelig findes meget godt at drikke og endda med smag af jordbær, vanilje, espresso osv. hvis man er til den slags. Rejser du til Mexico, så lov mig at du giver Tequila mindst én chance til. Mezcal er nu heller ikke så slemt, jeg kan desværre ikke huske hvad drinken hed, men en dag fik jeg et glas Mezcal med en brændt appelsinskive på toppen og nogle crispy-græshopper. Ja okay – det lyder ikke som noget man har lyst til at forsøge sig med, men selv til min overraskelse var den faktisk temmelig god. Du kan nyde et godt måltid mad og gode drinks stort set i hele Playa Del Carmen, men bevæg dig gerne en gade eller 2 væk fra 5th Avenue, her finder du både de hyggeligste og bedste restauranter som ikke kun skal have et hav af kunder ind, så der kommer penge i kassen. Det er nu et par år siden jeg boede i Mexico, så derfor husker jeg ikke længere navnene på mine favorit restauranter. Dog ligger der på stranden et par meget hyggelige steder med live-musik, god mad og drikke og flere gange i ugen gratis undervisning salsa.

Jeg tror at jeg kunne fortsætte i uendeligheder med at fortælle om mine mange oplevelser i forhold til 5th Avenue og mine spise-oplevelser, men jeg må vel også begrænse mig én smule og arbejde med hjernen for at finde frem til mine mange minder. Jeg har langt mere at fortælle om Mexico og hvad man kan opleve i Yucatan-regionen og i den grad også dens spændende historie. Jeg lover – at det kommer 🙂

Hej fra mig 🙂

Catmartens - Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til Gran Canaria